Nakkefoldsscanning & Doubletest
Nakkefoldsscanningen kan udføres fra 11 uger og 4 dage til 14 uger og 0 dage.
Ved denne scanning måles bredden af væske ved fosterets nakke. Ud fra dette mål kan man, sammen med moderens alder, fosterets længde og andre parametre, vurdere fosterets risiko for Downs Syndrom, der skyldes et ekstra kromosom 21. Denne kromosomafvigelse ses hyppigst hos ældre gravide, men kan også forekomme hos de helt unge.
Du har mulighed for at få foretaget en Doubletest (blodprøve) ved denne scanning. Alternativt kan du medbringe den, hvis du har fået den foretaget andetsteds.
Varighed: 45 min.
Pris uden Doubletest: kr. 1.400,-
Pris med Doubletest: kr. 2.300,-
Fakta om nakkefoldsscanning
Risikoen for Downs Syndrom angives ved en ratio. Hvis denne – på bagrund af de samlede data – er lavere end 1:300 anbefaler vi ikke en moderkageprøve. Hvis du alligevel føler dig usikker og gerne vil have større tryghed, kan vi anbefale en tidlig misdannelsesscanning eller en Panorama-test. Vi udfører begge dele.
Hvis risikoen er højere end 1:300 for at være gravid med et foster med Downs Syndrom, vil du blive henvist til dit hjemsygehus for at få foretaget moderkageprøve. Vi tager kontakt til din læge på dit hjemsygehus.
Den eneste metode til at sikre sig fuldkommen, at det kommende barn har normale kromosomer, er en moderkage- eller fostervandsprøve. Denne undersøgelse er dog forbundet med en abortrisiko på ca. 0,5%. Den bedste og sikreste metode til at bedømme, om man skal foretage en moderkage- eller fostervandsprøve, er derfor at starte med en nakkefoldsscanning, hvor man beregner fosterets risiko for Downs Syndrom. Stor nakkefold kan også ses ved andre kromosomsygdomme og ved hjertefejl.
Teknologi på højeste niveau til beregning af risiko.
Hos Ultralydklinikken for Gravide har vi valgt at benytte Astraia til at beregne risikoen for Downs Syndrom hos dit kommende barn.
Astraia er den teknologi til databehandling, som alle danske hospitaler bruger, og forhandles kun til ultralydklinikker, som er certificeret hos Fetal Medicine Foundation i London.
Det får du med hjem
- En rapport med risikoberegning for Downs Syndrom, samt trisomi 18 og 13.
- Billeder printet i sort/hvid og sendt til din e-mail.
- Fin mappe med hjem til billeder og rapport.
Book tid online
Du finder ledige tider i vores online bookingkalender. Vi glæder os til at se dig!
Vidste du?
Ved en risikoberegning ud fra nakkefoldsscanningen og en Doubletest, findes ca. 90% af alle fostre med Downs Syndrom.
Ønsker du yderligere sikkerhed, skal du vælge en gentest, fx. Harmony, Panorama eller Evita-testen, hvorved 99,9 % af alle fostre med Downs Syndrom opdages.
Sådan fungerer Doubletesten
Doubletesten er baseret på en blodprøve, som kan tages fra du er 8+0 uger gravid til du er 13+6 uger.
I blodprøven måles de to proteiner frit beta-hCG og PAPP-A, der udskilles af dit barn og moderkagen over i dit blod. Koncentrationen af disse to proteiner kan afvige ved børn med kromosomafvigelser.
Doubletesten er et supplement til nakkefoldsscanningen. Hvis man udelukkende beregnede risikoen for Downs Syndrom ud fra Doubletesten, vil man finde ca. 60% af fostre med Downs Syndrom.
Få svar på Doubletesten til din scanning
Du kan få foretaget blodprøven til analysen for Doubletest på Ultralydklinikken for Gravide. Den kan enten foretages samtidig med din nakkefoldsscanning eller før din nakkefoldsscanning.
Hvis du kan komme før din nakkefoldsscanning, vil vi kunne give dig det endelige resultat i forbindelse med scanningen.
Hvis du får taget blodprøven samtidig med nakkefoldsscanningen, beregner vi den kombinerede risiko, så snart vi har svaret fra laboratoriet. Vi vil efterfølgende sende dig svaret pr. e-mail.
Da vi er en ultralydklinik kan vi ikke påtage os kun at tage blodprøven.
Til gengæld vil vi glæde os til at lave en grundig beregning af dit fosters risiko for Downs Syndrom.
Hvad er forskellen på prøverne?
Ved moderkageprøve undersøges barnets kromosomer og alle fostre med Downs Syndrom findes.
Ved nakkefoldsscanning alene findes 70% af alle fostre med Downs Syndrom.
Ved Doubletest alene findes 60% af alle fostre med Downs Syndrom.
Ved den kombinerede test – nakkefoldsscanning og Doubletest findes 90% af alle fostre med Downs Syndrom.
Ved Panorama-test eller Harmony-test findes 99,9% af alle fostre med Downs Syndrom.
- Ved Evita testen findes 99,99% af alle fostre med Downs syndrom og beskrives som en mini moderkageprøve og er blot en blodprøve fra armen.
Vidste du?
Vidste du, at Noonans Syndrom er lige så hyppigt forekommende som Downs Syndrom?
Noonans Syndrom er en arvelig sygdom, man kalder det autosomal dominant. Halvdelen af alle tilfælde af Noonans Syndrom er nyopstået i fosteret, mens den anden halvdel har fået sygdommen fra én af sine forældre. Op til 80% af fostre med Noonans Syndrom har hjertefejl. Ved en nakkefoldsscanning ses en stor nakkefold, som ofte er synlig i hele graviditeten.